Udskoling:
Udskolingen på Melby Skole består af 5 klasser. En stor 7. klasse og to på hver årgang fra 8.- 9. klasse. Udskolingen har til huse i en ældre bygning fra 1942, der er placeret i det ene hjørne af skolens matrikel, så de har skoledagen trukket lidt væk fra indskolingen og mellemtrinnet. Dette giver mulighed for et ungemiljø, som eleverne sætter pris på og glæder sig til at komme over i.
Vi lægger stor vægt på, at vores elever i vores udskoling lykkes både fagligt og socialt. Vi prøver at skabe nogle gode klassefællesskaber, som alle elever kan føle sig trygge i og trives i. Vi ved, at børn vokser og udvikles personligt, socialt og fagligt i disse fælleskaber.
Vi har et aktivt elevråd i udskolingen, hvor formand og næstformand repræsenterer alle skolens elever til skolebestyrelsesmøderne. Der er en løbende dialog imellem lærere, ledelse og elevrådet, hvor gode idéer får mulighed for at blive til virkelighed.
Vi har samlinger i udskolingen en gang om måneden, hvor udfordringer og gode beskeder blandes med sang fra vores musiklærer.
En gang om året har vi udskolingsfest. Festen arrangeres af vores elevråd og er bakket massivt op af næsten alle elever i udskolingen. Der er mange frivillige, der hjælper til fra klasserne. Dette sikrer gode forhold og god stemning hele aftenen.
Vi har et tæt samarbejde med vores UU-vejleder, der sammen med lærerne sørger for, at alle elever kommer i praktik i 9. klasse. Vores UU-vejleder tilbyder ligeledes kollektiv vejledning i klasserne og individuel vejledning, som sikrer, at vores elever kommer godt videre på den rette ungdomsuddannelse.